Æblekinder og kernefamilie

Så blev det fredag. Dagen, hvor familierne gemmer sig af vejen bag plaider og fladskærme. Formummer sig i slikskåle og dundyner - og lader hånt om verdens ufred og vold.
Fredag er amatørernes aften - også i tv.

Herhjemme - i det lutter ranede hjem - har vi også inviteret fredagen ind. Og for god ordens skyld også vores børn, der i disse minutter kører på de absolut sidste reserver foran fjernsynet. For selv om man kun er fire og syv, skal man se X-Faktor.
Som sat familiefar er jeg naturligvis modstander af den slags. På den anden side er det skønt at kunne se dem falde i søvn til noget så vederstyggelig som fredagsfjernsyn. Det er vel det, det er der for.
Min mor påstår hårdnakket - selv om det er et rigtig dårlig udtryk at bruge om en kvinde,der er alt andet end hård (og derfor heller ikke i nakken) - at fredagsfjernsynet altid har været der. I gamle dage var det bare om lørdagen, siger hun.
Dengang var det mig der lå i indsovet savl og ventede troskyldigt på at McCloud red ind i en eller anden kulisse.
Jeg fandt aldrig ud af hvad McCloud skulle inde i byen, hvad det endte med - endsige handlede om - eller om han klarede skærene og red uden om.

På madrasserne her i stuen er ungerne faldet i søvn. Rosa allerede i andet nummer. Villads holdt lidt længere.
Til forskel fra deres fars barndom har de mulighed for at se afgørelsen i morgen. Enten som genudsendelse i tv eller på nettet.
Den slags gjorde vi ikke, da jeg var barn - og kunne ret beset heller ikke.
Derfor lykkedes det mig aldrig at finde ud af, hvad McCloud handlede om - og jeg ved det stadig ikke.
Til gengæld ved jeg, at jeg er lykkelig for, at fredagsfjernsynet er rykket til om fredagen. Så er der en hel dag mere at komme sig i inden nedtællingen til næste uges fredag starter på mandag.