orgastisk fantastisk lørdastisk

Jeg skal gi' dig pinse skal jeg - og lidt til... med kaninpigen i front.


Lørdag må være en af de dage, der skriver sig ind i familiehistorien.
Første festival for de to mindste. Ganske vist kun en dag, og helt uden rusmidler - man skal jo starte et sted - men alligevel en dag med musik, to is, slik (hvilket er ualmindelig uhørt i et hjem, hvor tandfeeen ikke kan finde hen, fjernsynet ikke vise disney-show og hvor lørdagsslik bare er noget de andre siger).
I alt ni koncerter fordelt på 8-9 timer.



En helt igennem acceptabel festivaldebut, når man er fire og syv år.



CODY
Største indtryk var ubetinget "Moster Abe & de Falske Onkler".
Tænk, at få lov at sidde klokken kvart i ni, lørdag aften - i en fyldt Musikhusets store sal - på tredje række - vende sig om - se ind i skoven af berørte publikummer - vende sig igen - se på sin moster, der smiler til en - vinke til orkestret, der vinker igen - læne sig tilbage i stolen og synge med.



Sådan var lørdag aften i Musikhuset - en magisk afslutning på et vidunderligt forspil.

Festival-1. startede allerede torsdag nat, mens hele familien sov. I nattens mulm smøg dele af et orkester, ganske vist aftalt, sig ind i en førstesals-lejlighed - og faldt i søvn på Villas og Rosa's værelse. Sov til børnene gik i skole og børnehave - og gik inden de kom hjem.



Fredag eftermiddag stod den på tagterrasse koncert med "Moster og Udvalg", en cola i baren med forsangeren - en kyssetur med cellisten, der blev afbrudt af et troperegns-aspirerende inferno af en byge og is før aftensmaden. Der var lissom lagt i støbeskeen til en lørdag.

Og lørdagen blev det. Fra morgeninstrumental surf-rock'abillyjazz over sengekantsrave med kaninerne -til en stor - også i musikalsk forstand - oplevelse- den orangesorte koncert.

En overbevisende godkendt debut
Foruden hjemligheden med orkestret var selve den musikalske del, også for voksne mig, en fantastisk oplevelse.
De sidste syv-otte minutters musik i Store Sal var for mig et af de bedste koncertøjeblikke nogensinde - og der er alligevel en del at vælge mellem. Ikke mindst fordi Rosa sov engleblidt mens Comfort and Rage hev og sled i hendes fars følelser. En absolut værdig start på festivallivet, der - uden sammenligning i øvrigt - lever helt op til min festivaldebut - Roskilde med Bob Marley og hvaler. Dengang var jeg syv år, lige som Villads var på sin debut.

Rosa tog på festival som fire-årig og tiltrak sig kameraer ( blandt andet Gaffas fotograf, der tog billedet ovenfor) og videofotograf og gjorde sig selv kendt som hende med kaninmasken, der var den eneste synligt beviselige erklærede fan af Sleep Party People. Og så er hun så tryg ved CODY, at hun faldt i søvn med et brag i sidste af de halvt akustiske numre - og sov den tordnede afslutning og bifaldet igennem. Hun vågnede først, da publikum var svævet videre - og orkestret havde tid til en sludder. Så lyste den lille belevne dame op og kyssede stjernerne godnat.

Villads var der hele tiden til alle koncerter. Han slugte og tog stilling til orkestrene. Elskede det meste - måske lige på nær Annika Aakjær - i sær hendes kor, som han sagde - og var den sidste time før "De Optrædende Onkler og Den Røde Kjole" en tikkende spændingsbombe. Men jorden er giftig og gemmeleg i Musikhusets eksklusive sofagrupper - med og uden udenlandske pladefolk - på 2. sal, kan få tiden til at gå for selv den mest spændte syvårige.

Tyve minutter før koncertstart tog familien samlet opstilling foran den låste koncertsalsdør. Efter en næsten uendelig og varm ventetid åbnede døren og den musikalske oplevelse sig.
Et par timer senere, da far og søn fandt en baggård og drengen fik lært at pisse på andre folks vægge, spurgte jeg Villads, hvad han syntes om koncerten.

"Inde i mit hjerte er der helt fantastisk. Det var verdens bedste dag"...

Godnat - og tak for musik - for sol - for sjæl og for sjældent