Julebrødrene Laks, Lam og Lagkage

Juleaften er det velkendtes fest. Programmet er som oftest helt fastlagt - og det samme år efter år. Sådan endte det også i kollektivet i nr. 33, da tre unge mænd ville bryde de fastlagte traditioner.

Det var op mod julen i Odense. I Dronningensgade - i det Herrens år 1993. Morten, Thomas og Martin sad i kollektivets sauna. Trætte af den almindelige, kedelige og forudsigelige jul. Vi havde en ide om, at julen ikke behøvede at være fastlåst og traditionel. Derfor satte vi os for at holde en jul i kollektivet, som ikke skulle ligne de andres. Ikke noget med juletræ, gaver, huer eller lovsange for hverken Herren eller nisser. Vi ville lave en aften, hvor den overhovedet ikke stod på vanetænkning.

Vi skal have lam
Efter at have afmeldt julen hos vores respektive familier begyndte vi så at idéudvikle på vores jul. Og det stod ret hurtigt klart, at vi skulle have lam. Et af de hjemmeavlede Bregnør-lam fra mine forældres lille landsted.
»Og så skal vi ha’ laks til forret og lagkage til dessert,« bedyrede Thomas og proklamerede, at han selv ville bage det brød, laksen skulle serveres på.
Efter at have skraldgrinet af, at Thomas ville bage, blev vi enige om, at Morten skulle holde sig fra køkkenet og være pyntemester og fyrværker. For vi skulle naturligvis have fyrværkeri – og en juleaften helt uden pynt kunne vi heller ikke forestille os, selv om det jo ikke var jul, vi skulle holde – slet ikke endda.
I dagene op til den festlige aften stod vi i kø i Føtex ligesom alle andre mennesker. Købte øl, rødvin, fløde og kartofler. I det hele taget lignende vores indkøbsvogn rigtig mange andre Føtex-kunders vogne. Lige bortset fra at der ikke lå lagkagebunde i ret mange andre vogne end vores. Og da mine forældre lillejuleaften kørte lammekøllen ind til Odense, var vi klar. Nu kunne julen bare vise sig – vi var klar til at holde den fra døren.

Den store dag
På selve den 24. december startede forberedelserne nogenlunde ligesom, hvis vi skulle have holdt traditionel jul. Bortset fra at vi alle tre havde været ude at fouragere i Odenses natteliv på lillejuleaften, så juleaftensdag startede først over middag. Thomas, som var den af os, der kom sidst i seng, iførte sig et lille pikant forklæde og brugte derefter i hvert fald en times tid på at dreje rundt om sig selv i køkkenet, mens han højlydt skældte ud over, hvem der havde gemt hans forråd af mel, mælk og gær. Det viste sig dog, efter en større fælles eftersøgning, at Thomas’ juleindkøb stod nede i gården, hvor han havde efterladt dem dagen forinden. Først på eftermiddagen fortrak Morten til sit eget værelse. Her hamrede, klistrede og skruede han aftenens fyrværkerishow sammen. At han samtidig også bryggede på en storslået stueudsmykning, anede Thomas og jeg intet om. Vi gav den gas i køkkenet. Gas, er måske et vel voldsomt ord til de aktiviteter, der foregik i køkkenet. Min opgave bestod i at skrælle rodfrugter, skære dem i både og få vendt dem i en ganske særlig blanding af olie og udvalgte krydderier. En blanding som vi trods ihærdige forsøg aldrig har præsteret at lave igen. Måske fordi ingen af os præcist kan huske forholdet mellem hvidløg, timian og kandiserede violer. Naturligvis var det også mig, der skulle tilberede lammekøllen. Det var jo mine forældre, der havde får. Herefter kunne jeg følge slaget på det smalle, men meget lange køkkenbord. Kampen stod mellem Thomas og forretten.

Brød for viderekomne
Umiddelbart lyder det måske ikke af det helt store. At frembringe retten »laks på hjemmebagt brød«. Men det skulle hurtigt vise sig, at retten i Thomas’ hænder blev til et særegent traktement, der bestod af røget laks, noget grønt, og så Thomas helt unikke hjemmebagte brød. Unikt, fordi Thomas kun bagte en gang om året. Og fordi han trods bagebog og de bedste intentioner hvert år præsterede at bage et brød, som hverken før eller siden er blevet kopieret. Men uanset hvilket julebrød, Thomas bagte, var det altid en fornøjelse at følge kampen. På den ene side Thomas – på den anden noget, der til tider i den meget lange æltningsfase, godt kunne ligne dej. Men som lige så godt kunne være én meget tyk spaghetti, der hele tiden vilkårligt spredte sig over køkkenbordet. Dejen kunne også i løbet af processen være helt smattet på grænsen til det flydende. Men til sidst lykkedes det altid at få samlet ingredienserne til en slags dejmasse. Mens lammet simrede, og brødet, under hævningen, forsøgte at udligne den hårde behandling på køkkenbordet, skålede Thomas og jeg julen ind for første gang den dag og fik smækket en helt klassisk lagkage sammen. Bund, råcreme, hindbærsyltetøj, banan, kiwi, reven chokolade, råcreme, bund og så videre. Bagefter klædte vi om og gik vi op på kollektivets tag og nød udsigten over Odense. Frøs, røg – og fulgte med i de sidste forberedelser i naboernes julefester.

Laks og Sinatra
Da Morten havde pyntet stuen og reddet brødet ud af ovnen, kaldte han os ned i køkkenet, hvor vi fik anrettet laksen og sat rodfrugter ind til lammet. Og så gik turen ellers i stuen, hvor Mortens oppyntning trak smil af læben og suk fra hjertet. Det var nemlig lykkedes ham at finde en fire meter lang plakat af Helena Christensen - kun i ført undertøj og sovekammerøjne. En yndig pynt, der stod i skærende kontrast til Thomas’ selvproducerede servietdyr, der fint levede op til aftenens tema – unikajul. Om det var Helena, servietdyrene, de tempererede juleøl og rødvinen. Eller om det slet og ret var, fordi Thomas havde godt skjulte evner udi i madlavningen, vides ikke. Men forretten smagte fantastisk. Sådan husker jeg det i hvert fald, og mens vi skar lammekøllen ud, anrettede rodfrugterne og rørte lammesovs, blev forretten rost og skålet for adskillige gange.

Julemotion
Tilbage i stuen slog Morten på glasset og udbad sig et øjebliks tavshed. Herefter skænkede han rødvin og åbnede chatollet, hvori han havde placeret en rejsegrammofon. Og ud af skabet kom en ung Frank Sinatra, der fra grammofonen forkyndte det musikalske budskab med lp’en »Songs of Love And Things«. Imens indtog vi med omhu og indlagte rygepauser hen over bordet, som man gjorde det dengang, hovedretten. Skålede og fortalte anekdoter fra årets løb. Efter lammet valgte, vi ganske utraditionelt for en juleaften, at motionere. Vi gik en tur rundt i kvarteret og kiggede på naboernes jul. Ind ad vinduerne - i ly bag gadens mørke. Vi var med familierne rundt om juletræerne, og selv om vi holdt antijul, hummede Thomas og jeg med på flere af salmerne. Det var i den grad hyggeligt at følge med i, når børnene pakkede gaver op. Og så havde den form for juledans den fordel, at vi bare kunne gå, når vi ville.
»Nu går jeg lige ind og gør det sidste klar,« meddelte Morten med et glimt i øjet. Og mens han fiflede fyrværkerishowet fast til verandaen, lavede Thomas og jeg kaffe og gav lagkagen skum på og trissede i stuen og fandt flasken med hjemmelavet solbærsnaps. Det var vel kun jul en gang om året.

Den store stjerne
Da Morten igen kom ind i stuen, strålede han som en sol.
»Så er det klart«, storsmilede han og satte sig ned, slugte sin solbærsnaps og tog en bid kage – et såkaldt julesæt.
De var, som jeg husker det, vældigt populære den aften - julesættene. Til sidst - efter at have kæmpet os gennem en hel lagkage og set solbærsnapsen svinde pludseligt ind - rejste vi os. Og fulde - også af forventning - tumlede vi ud på verandaen for at se det store fyrværkeri. Lad det være sagt med det samme. Hvis man er til Tivolis farvelfyrværkeri, har hang til kæmpe raketter eller batterier på størrelse med små personbiler, ville man blive fælt skuffet. Mortens fyrværkerishow bestod hovedsageligt af fesne heksehyl, små fontæner og en nærmest uendelig række af bittesmå røgkugler. Alt det forbandt Morten ved hjælp af et sindrigt luntesystem, så han kunne nå at komme over at se det storslåede show sammen med os andre, efter at have antændt herlighederne. Og kort efter var vores ende af Dronningensgade indhyldet i farvet røg, skingre hyl og et væld af lysende kugler. Fyrværkerishowet var et ubetinget hit. Det var vores stjerne - på toppen af det storslåede julearrangement. Og mens det futtede af, saluterede vi tre kollektivister showet med høje latterbrøl, piften, hujen og lovord. Og der gik ikke længe, før de familier, hvis vinduer vi havde kigget ind af tidligere, kom ud for at se, hvad det var der larmede. De kiggede på fyrværkeriet, men måske mest på de tre u-julede unge mænd, der for en kort stund spolerede julefreden i Dronningensgade.

En ommer
Da røgen havde lagt sig over verandaen, gik vi ind i stuen igen, og ganske kort tid efter begyndte vores venner og bekendte at kigge forbi for at ønske glædelig jul. De var blevet færdige hos deres respektive familier og valgte at bruge natten hos os. Og så stod den ellers på øl, musik og balfaldera til den lyse morgen. En af gæsterne, Lars, var så meget i julestemning, at det lykkedes det ellers så fredelige gemyt, der oven i købet havde holdt rigtig jul, at ødelægge mindst seks stole mere eller mindre utilsigtet. Men julen er hjerternes fest - og selvfølgelig skulle der også være plads til ham. Sidst på natten opfandt Thomas og Lars i øvrigt klassikeren »fuldemandsjitterbug«. En slags dans, der i al sin enkelthed går ud på at løfte hinanden op for kort tid efter at tabe partneren på gulvet. Ja, det var en enestående jul. En jul, som ingen af os nogensinde havde holdt den før. Vi var enige om, at den ubetingede succes selvfølgelig skulle gentages. Så året efter stod den igen på laks, lam og lagkage. På Helena Christensen, Frank Sinatra og fyrværkerishow. Og ud på aftenen kom vennerne forbi igen.

Tilbage i folden
Tredje år gentog præsis samme scenarie sig, med alle de samme ingredienser. Og da Morten, Thomas og jeg sad 1. juledags morgen og hang over yoghurt og kaffe, indså vi, at vi var blevet lige så traditionsbundne som alle andre. Så vi afblæste den fjerde jul i kollektivet. I stedet vendte vi tilbage til vores fætre, kusiner, søstre og mormødre. Tilbage til den almindelige familiære jul, hvor traditionerne var nogen andre end i kollektivet, men hvor vi slap for at gå på gaden og lure ind ad folks vinduer. Nu kunne vi selv få lov at danse om vores egne familiers juletræer, og behøvede ikke længere at svømme væk i andre folks børn. Det er nu alligevel bedre at se sin egen familie pakke gaver op, frem for andres. Og man får heller ikke så ondt i hovedet af det bagefter.