Krummer i konen

Hold da op en uge - eller et år kunne man måske sige. Det er bare først den sidste uge, at året er gået.

Her i andelen har en pæn del af aftnerne i 2009 stået i samfundsomstyrtningens tegn. Når det da ikke lige har være topmodel, X-faktor eller andet fra kategorien amme-tv, der har trukket revolutionistens opmærksomhed.
Revolution kan nemlig sagtens forenes med letfordøjelig fjernsynsunderholdning - i hvert fald hvis den udføres af min kone - og kun handler om at få udstillet en minister, skabe intern strid i Venstre, omgøre en lov og ikke mindst få Statsministeren til at vende på en frokosttallerken.

For det er naturligvis kostordningen, jeg taler om. Jeg har nemlig haft den til tider anstrengende fornøjelse at følge rugbrødspartisanens arbejde på nærmeste hold. Og det stangspandbrølme været et langt sejt træk. Fra arbejdet begyndte i efteråret 2008, har to ihærdige forældre (det er så ikke mig nogen af dem) researchet, ringet, mailet, dokumenteret og råbt både gevalt, vagt i gevær og for satan. Helt uden at få nogen som helst til at interessere sig for problematikkerne i ordningen.
I forbindelse med novembers kommunalvalg blev der debatteret en lille smule kost i Århus. Men det kom mest til at handle om pengestrømmen fra stat og kommune. Kvaliteten af maden, institutionernes muligheder for egenproduktion, og hvad man rent faktisk kan få for 14 kroner blev aldrig taget op.
Det var ellers det, der var min egen personlige kyssedyrsrevoltørs ærinder - eller i hvert fald nogen af dem.
Det er debatten heller aldrig kommet til at handle om, selv om det kunne have været interessant at høre, hvad politikerne forventer af en lov, der vil noget, der ikke er penge til og som egentlig er lavet for 3-4 procent af dem, som loven rammer.
Men ak - realpolitik er ikke altid - eller måske faktisk netop altid - ikke til at læse med logiske briller.

Debatten kom til at handle om ideologi. Liberalisme og socialisme har kæmpet for at klemme sig ind i rubrikker og mellemrubrikker, når det har handlet om kostdebat. I virkeligheden er det ret morsomt, at debatten er blevet politisk. Det har aldrig været intentionen at "nogen" skulle klandres eller ofres i kostkampen. Der har heller ikke været en skjult politisk agenda gemt mellem de fem halve. Slet ikke. Det har udelukkende handlet om at gøre frokostordningen spiselig. For børnene i rent bogstavelig forstand og for forældrene i mere praktisk betydning.

Naturligvis har der også været en politisk kritik i protesterne. Men de har hovedsageligt været rettet mod byrådet i Århus, der ikke har ønsket at betale noget som helst til kostordningen, hvor man i Hovedstaden har spyttet i madkassen. Det er kommunen, der har været hovedmodtager af den praktiske kritik.
På en overordnet niveau har regeringen og forligspartierne også fået kritik. Men mest hen over computerskærmen og per sms. Derfor er det også sjovt, at ordningen trak de helt store kanoner af stalden i debatten. Men dem om det - der var måske ikke noget særligt på menuen i Snapsetinget de dage, og så kan man jo lige så godt blande sig i det, befolkningen fandt interessant netop den eller de dage.

Under alle omstændigheder er projektet lykkedes. Kostordningen blev en sag og bliver ændret - helt uomtvisteligt. Spørgsmålet er nu bare, hvad der kommer til at ske, når loven gøres light, skrives om eller bliver afløst af en helt ny lovtekst.
Det ville klæde partierne, ministeren, både hende den arrogante og ham den lille kvabsede, at rådføre sig med brugerne af kostordningen. Ikke poderne i børnehaverne, selv man i de seneste dage har fået indtrykket af, at politikerne og børnehavebørnene - i hvert fald de yngste af dem - taler samme sprog. Næ, man burde, inden man klapper en ny lov sammen, pakker den pænt ind og skiber den af sted mod institutioner, kommuner og i sidste ende forældre, sikre sig, hvad der er brug for. Så slipper politikerne - og mig i særdeleshed, for, at min kone igen formummer sig bag tastaturet bevæbnet med hvid te, fjernbetjening og kvindelig intuition.
Når man kan undersøge, jeg ved snart ikke hvad, nedsætte kommissioner og arbejdsgrupper til at belyse dette og hint - kunne man vel også ofre bare et gran af seriøsitet på børnene. Det er trods alt vores vaner og optræden, der skal stå som forbilleder for ungerne. Og i vores - og vores politikeres – lys, at fremtidens beslutningstagere vokser op. Og de skulle meget gerne gøre det bedre, end dem vi har nu. I hvert fald på kostordningsområdet…

Velkommen hjem lille kone, tillykke med sejren